mandag den 4. maj 2015

Sidste nyt om KAF CUP 2015 - nu også med tilbud om Rally-O

Tilmeldingerne til årets KAF Cup drysser stille og roligt ind, og på nuværende tidspunkt har vi passeret 150 tilmeldte ekvipager.
Vi har allerede på nuværende tidspunkt modtaget en del henvendelser om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af, at hunden er rykket op efter tilmelding til stævnet er afsendt. Indtil tilmeldingsfristens udløb henstiller vi til, at I blot taster en ny on-line tilmelding med de rigtige klasser anført, og samtidig i bemærkningsfeltet på den nye tilmelding anfører, at den nye tilmelding erstatter den tidligere fremsendte. Det vil endvidere lette os meget, hvis I samtidig anfører det ID-nummer, som I fik tildelt i den oprindelige tilmelding.


Vi er også så småt ved at få styr på de mange sponsorer, som på den ene eller anden måde støtter op om stævnet. Vi kan på nuværende tidspunkt oplyse, at Shop til Dyr, M-Touch og hundemassør Annette Døssing (PhoenixCentret) vil være til stede på stævnepladsen under hele stævnet med gode tilbud til jer og jeres hunde.
Shop til Dyr har det særlige tilbud til samtlige stævnedeltagere, at I under stævnet kan få lov til at afprøve deres agilitysko af fabrikatet Inov en hel dag uden købetvang. Nærmere annoncering af tilbuddet kommer, så snart vores sponsorside er klar til at gå i luften.


Sidst men ikke mindst kan vi oplyse, at der nu også vil være tilbud om Rally-O konkurrence under KAF Cup, da DKK har godkendt vores ansøgning om at afholde officiel Rally-O konkurrence om søndagen (21. juni 2015) med alle klasser.
On-line tilmelding til Rally-O konkurrencen vil blive åbnet en af de nærmeste dage. Der vil være et maksimum på 40-45 Rally-O starter på dagen, så vent ikke for længe med at tilmelde, hvis du vil være sikker på at være med.
Dommer til Rally-O konkurrencen bliver Frank Kuhfeld.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar